“Det næste døgn bliver drenge til mænd … og kyllinger bliver slagtet!”
Således lød starttalen til det første 24 timers STEP CAMP, hvor fem af STEP Sports Managements unge talenter havde taget imod invitationen til et døgn med ukendte udfordringer, urimelige krav og ny lærdom – især om egne evner.
Døgnet startede blidt med halvanden times boksetræning med U17-landsholdsbokser Nadja Munkholm, efterfulgt af det værste, et moderne menneske kan blive udsat for: To timers stilhed uden smartphone, internet eller andet at forholde sig til, end sig selv.
Undervejs i programmet lærte de unge talenter også at tage forbehold for det ukendte – i dette tilfælde i form af et uvarslet natløb med indbyggede udfordringer midt i en mørk skov.
Helt modbydeligt var døgnet dog ikke. De hårdt prøvede racerkørere fik et godt og nærende aftensmåltid, som de selv fik lov at tilberede, og det blev da også til flere timers søvn.
Døgnet sluttede med 25 kilometer på mountainbike i Klosterhedens storslåede natur. Og smilene var, trods strabadserne, til at se i de mudrede ansigter.
– Motorsport er en uforudsigelig og krævende sportsgren. Især hovedet og ens mindset er afgørende, hvis man gerne vil til tops i sporten. Derfor tog vi kørerne med på en tur, hvor vi udfordrede deres mindset og lod dem opleve en smagsprøve af, hvad kroppen egentlig er i stand til at håndtere, fortæller Morten Dons.
– Flere af kørerne sigter mod at køre de store langdistanceløb, og her kræves det at du er i fuldt beredskab i samtlige 24 timer. Derfor tog vi på et natløb efter få timers søvn, hvor de både skulle præstere fysisk og mentalt samt samarbejde for at komme i mål.
I løbet af de 24 timer var der helt naturligt en del mislyde fra de unge kørere, men i Dons’ øjne har alle fem gjort det godt:
– Selvfølgelig var de utilfredse, pressede og frustrerede undervejs. Det vigtigste var, at de trodsede deres udmattethed og irritation og tog udfordringerne på sig. De gav sig 100 procent og fandt undervejs også ud af, at de værste ubehageligheder egentlig ikke var så slemme endda. Jeg håber, at de efter en god nats søvn kan mærke, at de har rykket nogle grænser og fået nye perspektiver på hvad de er i stand til.