Sebastian Bach satser på Formel 4 med STEP Motorsport

Når 2024-sæsonen går i gang, tager den aalborgensiske racerkører hul på transformationen fra gokart til rigtige racerbiler.

Det sker efter flere imponerende sæsoner i karting på både danske og internationale baner. I de seneste tre sæsoner er det blevet til topplaceringer i både ROTAX Mini, Junior og Senior-klasserne samt deltagelse ved verdensmesterskabet.

Sebastian Bach stiller til start for STEP Motorsport, som vandt Formel 4-teammesterskabet i 2023 og året forinden stod bag den mesterskabsvindende kører.

– Jeg glæder mig til at arbejde sammen med STEP Motorsport. 2024 bliver et år, hvor jeg skal lære mange nye ting, og jeg er sikker på, at det bliver udfordrende og lærerigt, fortæller Sebastian, som også løfter lidt af sløret for sine fremtidsdrømme:

– Min ambition er at få mit navn på listen af danske racerkørere, som kan kalde motorsport for deres arbejde. Jeg er stadigvæk ung, men jeg håber en dag at deltage på Le Mans, fortæller han.

Teamchef Morten Dons glæder sig over at byde det unge kartingtalent velkommen til teamet i den kommende sæson:

– Sebastian har et ret imponerende CV, hans alder taget i betragtning. Han er hurtig, lærenem og ydmyg; tre vigtige elementer, hvis man som han drømmer om at skabe sig en professionel karriere, fortæller Morten Dons og fortsætter:

– Samtidig har han valgt en biltype, som virkelig kan lære ham håndværket bag at blive en dygtig racerkører. Med en sæson eller to i Formel 4 kommer Sebastian til at stå virkelig stærkt, når han fortsætter karrieren udenfor Danmark – og vi glæder os til at hjælpe ham godt på vej!

Om Sebastian Bach

15-årig gokartkører fra Aalborg. Søn af tidl. TCR-kører Kenn Bach. Har kørt sig til topresultater i de danske ROTAX Mini, ROTAX Junior og ROTAX Senior-mesterskaber de seneste tre år, og dermed kvalificeret sig til verdensmesterskaberne.

Læs mere om Sebastian på www.bachracing.dk

Om STEP Motorsport

STEP Motorsport er en del af STEP Sports Management, der udvikler og rådgiver motorsportstalenter mod en professionel karriere. Teamet debuterede i Formel 4 i 2022, hvor de hjalp Julius Dinesen til mesterskabssejren. I 2023 vandt STEP teammesterskabet.

Bag STEP står racerkøreren Morten Dons, der med erfaringer fra blandt andet British GT og European Le Mans Series arbejder for at klæde unge kørere på til at kunne begå sig på den internationale motorsportsscene.