Victor T. Nielsen fortsætter med Formel 4 i 2023

Efter en flot start på sin karriere i formelbiler har den nordjyske racerkører valgt at fortsætte sin udvikling med STEP Motorsport i 2023.

I forrige weekend viste Victor T. Nielsen et flot tempo, da fjerde afdeling af mesterskabet blev kørt på Ring Djursland. Næste år skal udviklingen fortsætte – og gerne ende med et mesterskab.

– Jeg har lært utroligt meget af at arbejde med STEP Motorsport i år. Det er rart at være i et team, hvor jeg kan koncentrere mig 100 procent om min udvikling som kører, da der er styr på alting omkring mig. Bilen er kampklar, teltet og forplejningen er i top, og der er altid gode råd og feedback når jeg har brug for det, siger Victor T. Nielsen, som glæder sig til at fortsætte samarbejdet næste år:

– Vi har en god kemi på tværs af hele holdet, og samtidig er Formel 4 et fedt og udfordrende mesterskab at deltage i, så det føles rigtigt at tage en sæson mere i Danmark, kombineret med at jeg får debut i ERA Formel E Junior-mesterskabet.

For det unge og ambitiøse team er det en fjer i hatten at Victor har valgt at tage et år mere i Formel 4, før turen for alvor går ud i verden.

– Siden starten af sæsonen har Victor udviklet sig helt enormt, både som racerkører og som menneske. På Ring Djursland begyndte han at vise tænder og kørte en rigtig stærk weekend, så jeg har store forventninger til næste sæson, fortæller Morten Dons, teamchef i STEP Motorsport, og fortsætter:

– Næste år kommer Victor med en masse erfaring og modenhed som gør det muligt for ham at gå benhårdt efter mesterskabet. Jeg er glad for at Victor har set os som det bedste valg til sin kommende sæson, og jeg glæder mig til at bygge videre på det gode samarbejde vi allerede har etableret.

Formel 4-mesterskabet er stærkere end nogensinde før i denne sæson, og næste år kan der blive tale om et nordisk mesterskab med deltagelse af kørere fra både Sverige og Norge. Det vil kun gøre det mere interessant for både kørere, teams og publikum.

I den nuværende sæson er Victor T. Nielsen på femtepladsen i mesterskabet med to løb tilbage på kalenderen.

Om STEP Motorsport

STEP Motorsport er den udøvende gren af STEP Sports Management, som har til formål at klæde motorsportstalenter på til en professionel karriere som racerkører. Efter en opstartssæson i Danish Endurance Championship i 2021 deltager STEP Motorsport nu i det danske Formel 4-mesterskab, som pt. føres af STEP-kører Julius Dinesen.

Bag STEP Sports Management står Morten Dons, der med topresultater i blandt andet European Le Mans Series og British GT-mesterskaberne samt har erfaringer som driver coach, engineer og teamchef på internationalt niveau har stiftet STEP Sports Management for at kunne fortsætte den flotte udvikling af danske racerkørere på de store baner.

Om Victor T. Nielsen
Efter fem sæsoner i karting har Victor T. Nielsen i 2022 taget springet til Formel 4. Den 15-årige kører fra Brønderslev kom til Formel 4 med topresultater i både EM og VM i karting, og udviklingen fortsætter nu i formelklassen.

Victor har allerede på nuværende tidspunkt rettet sit fokus mod bæredygtig motorsport og et mål om at blive verdensmester i bæredygtig motorsport i 2027. Allerede i 2023 sæsonen forventer Victor at få debut i elektrisk motorsport og dermed blive Danmarks første bæredygtige racerkører.

Pressekontakt:
Kim Gripping
(+45) 61674558
kim@grippo.dk