Noah Degnbol går efter en professionel karriere med STEP Sports Management

6. april 2022

Kursen mod en karriere som professionel racerkører er sat. Nu skal det sjællandske racertalent arbejde for at nå sine mål.

Denne sæson kommer til at handle om det britiske Radical Challenge-mesterskab, som bliver det første skridt i retning af langdistanceløb og sportsvognsrace. Beslutningen er truffet efter snakke med STEP Sports Management, som rådgiver og hjælper Noah med at skabe sig en karriere:

– Mit mål er at blive professionel racerkører og være i stand til at leve af det. Ved at skifte fra formelbiler til sportsvogne lærer jeg hurtigere de ting, som skal til før det lykkes, siger Noah Degnbol, som har fået en god aftale i stand for sæsonen:

– Jeg skal køre for Breakell Racing i en Radical SR3. Det er lykkedes at få lavet en god aftale takket være Morten Dons og STEP Sports Managements netværk i Europa. De første testdage er gået rigtig godt, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med sæsonen!

Som kører tilknyttet STEP Sports Management er der mulighed for at trække på erfaringer og viden omkring alle facetter af livet som racerkører. Blandt andet i forhold til karriereplanlægning.

– Noah har jo for længst bevist at han kan køre racerbil, ikke mindst med sine resultater i det spanske Formel 4-mesterskab sidste år. Sammen har vi lagt en realistisk men ambitiøs plan for hans kommende år, og med den rigtige indsats bør Noah kunne skabe sig et navn i international motorsport, siger Morten Dons, indehaver af STEP Sports Management, der var med Noah til de første træningsdage på Silverstone-banen for at sikre en god start på samarbejdet med teamet:

– Teamet var tilfredse med indsatsen, og Noah fandt sig hurtigt til rette i bilen. Der er masser af ting som skal læres, men der var en god kemi og forståelse for hinanden, så jeg er sikker på at Noah og teamet får en god sæson sammen.

Det første løb køres allerede i den kommende weekend på Donington Park.