STEP Motorsport fortsætter udviklingen til Night Race

14. september 2023

Leo Robinson bygger videre på de flotte resultater, når næstsidste afdeling af mesterskabet køres på Padborg Park.

Da den algierske kører debuterede i Formel 4-mesterskabet på Ring Djursland, kunne han tage hjem med fire podieplaceringer i rygsækken. I weekenden forsøger han at gentage præstationen på sønderjysk asfalt.

Med et par produktive testdage afviklet i dagene op til løbet er både Leo og teamet klar til udfordringen. Også selvom teamchef Morten Dons helst bare vil fokusere på opgaven:

– Leo havde en flot weekend på Ring Djursland, og jeg er slet ikke i tvivl om at han kan hente flere gode placeringer ved Night Race. Fokus er dog stadigvæk på udvikling af Leo som racerkører, så selvom Formel 4-pokalerne er attraktive, så er det ikke førsteprioriteten for os, fortæller han.

Udvikling bliver der masser af, ikke mindst idét endnu en løbsdebutant stiller op under STEP-flaget i weekenden. Østrigske Oscar Wurz får sin banesportsdebut på Padborg Park med henblik på at lære mest muligt i årets sidste to løb:

– Oscar er endnu en talentfuld kører, som har gjort det flot i karting. Nu er tiden inde til at skifte til banesport, og jeg er glad for at han har udvalgt STEP og dansk Formel 4 som stedet at få sin debut. Jeg håber at vi i fællesskab kan skubbe både Oscar og Leo fremad, så de er klar til en stærk 2024-sæson, fortæller Morten Dons.

Traditionen tro køres Night Race fredag og lørdag. Løbene vises på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live både fredag og lørdag.