Falkenberg Motorbana i Sverige lægger asfalt til, når STEP Motorsport deltager i femte afdeling af Nordic 4-mesterskabet i weekenden.
Med Mathias Bjerre Jakobsen i kamp om mesterskabsføringen og Sebastian Bach i front af Rookie-mesterskabet er der ikke plads til en sløv weekend. Forberedelserne har derfor været i gang lige siden teamet kom hjem fra Ring Djursland, så alle biler er optimalt klargjort til weekenden.
Og mens ingen af kørerne har erfaringer med den svenske bane, får de gavn af teamchefens egne erfaringer:
– Selvom det er ved at være et par år siden, husker jeg den tydeligt. Der er ikke mange sving, men det er en bane som kræver at man kommer i et godt flow og er klar til at tage de chancer som opstår, forklarer Morten Dons, som vandt sit første løb på banen i Ginetta GT5 Challenge. Ikke at det hæver forventningerne til kørerne:
– Jeg ved at kørerne har gjort hvad de kan for at være bedst muligt forberedt – men det er et hårdt felt i Nordic 4 i år, så der skal også lidt held til, hvis det skal lykkes at tage en sejr. Men jeg regner da med at vores kørere blander sig i toppen af feltet, siger han.
Falkenberg ser ved første øjekast ud som en meget simpel racerbane, men højdeforskellen og kombinationen af sving betyder, at det kræver en dygtig racerkører at få det optimale ud af weekendens tre løb. En god udfordring for de fire racerkører fra STEP Motorsport:
– Det er noget andet end de baner, vi ellers har kørt på. Her bliver de nødt til at ramme svingene helt rigtigt, for ellers kan det koste hele resten af omgangen. Det er rigtig god træning, og jeg glæder mig til at se dem vokse med opgaven, lyder det fra teamchefen.
Allerede fredag formiddag går det løs med træning, mens løbene køres lørdag og søndag. Dem kan man følge live på Youtube.